Om iberiske skovsnegle
Eskild Tjalve
Hjemmesiden www.mandala.dk handler om den økologiske urtehave på Orø, ”Orø Urtehave”. Her har Hanne Oustrup samlet en række indlæg vedrørende de iberiske skovsnegle. Hun ønsker naturligvis at leve i harmoni med skovsneglene, men det er umuligt. Hun er dybt frustreret, hvilket jo er meget forståeligt.
Hun har samlet en række gode råd og betragtninger og erfaringer fra forskellige mennesker på sin blog i forsøg på at undgå at dræbe sneglene, men det virker ikke. Alle de gode råd ender med hvordan sneglene kan slås ihjel på den mindst barbariske måde.
Jeg havde i anden anledning skrevet en tekst om, hvordan man kan møde sneglene med 100% kærlighed, hvis man samtidigt opløser enhver negativ tanke og følelse overfor sneglene, og denne tekst kom så også til denne blog. Jeg nævnte Eikes vidunderlige arbejde, og omtalte kurset, som vi havde med ham i Danmark i 2002. Jeg skrev endvidere, hvordan min hustru Birgit og jeg levede i harmoni med sneglene i vores have, og også hvor meget vi har lært gennem kontakten med disse snegle. Det har været utroligt berigende. Endelig beskrev jeg også nogle oplevelser, som var omtalt i EinSicht, fra mennesker som det lykkedes at leve i harmoni med sneglene på baggrund af Eikes metoder.
Den tekst, som jeg skrev blev sendt til forskellige mailgrupper, og det kom også som en artikel i tidsskriftet ”Nyt Aspekt” (hvilket var samme blad, hvor jeg første gang læste om Eike arbejde). Forskellige mennesker ringede eller mailede til mig, og fortalte at de var meget glade for at vide disse ting. En kvinde købte mit billede af snegle-devaen, og hun ville hænge det på sin køleskabsdør, så hun kunne huske sig selv på sit forhold til sneglene hver dag.
Til slut en solskinshistorie: En kvinde havde rigtig mange skovsnegle i sin have. Hun ville naturligvis gerne undvære dem.
Hun kontaktede artsdevaen og spurgte om ikke de kunne flytte sig til nogle områder udenfor haven, hvor de kunne være i fred. Der gik nogen tid, og der skete ikke noget.
Så spurgte hun artsdevaen, hvorfor de ikke kunne flytte sig? Artsdevaen svarede: "Du ønsker jo kun at komme af med os!" Det var jo rigtigt…
Hun måtte finde ind til at leve i harmoni med sneglene. Skulle hun måske tage én op i hænderne og lære at elske den? Det forekom næsten umuligt.
Men en dag så kom sneglene hende i forkøbet, idet hun opdagede at en snegl var på vej op ad hendes ben.
Hun overvandt sig selv og tog den op i hånden, og oplevede, at hun godt kunne sende kærlighed til sneglen. Hun oplevede rigtig kærlighed til den. Det var en meget stor oplevelse.
Og efter dette levede hun i harmoni med sneglene.

